Fjeldbygningen i Drammens Nordmark

Av professor Jakob Schetelig.

Med Drammens Nordmark forstaar man den helt isolerte skog- og fjeldmark, som i øst, syd og vest omgis av Lierdalens og Drammenselvdalens opdyrkete og vel bebyggete trakter. Mot nordvest, nord og nordøst danner Tyrifjorden med Holsfjorden en naturlig avgrænsning.

Det er et høitliggende stykke land med oftest brat avheld langs randene; det indre er opfyldt av talrike smaavand og tjern. Høiden av toppene er merkverdig jevn med svak stigning fra syd til nord, i syd naar enkelte op i lidt over 600 m. høide, i nord er de største høider vid 700 m. Midt i omraadet ligger Glitrevand i en gryteformet forsænkning omgit av høie aaser paa alle sider. Elven herfra følger et aapent bredt dalføre østover til Sjaastad i Lier.

Efter sin fjeldbygning tilhører Drammens Nordmark i sin helhet Kristianiafeltet. Saaledes kalder geologene en langstrakt landstripe mellem Mjøsen og Langesundsfjorden med bredde fra 3-4 op til 7-8 mil, som i stor utstrækning er sunket ind i forhold til omgivelsene og hvor forsteningsførende lagrækker, yngre end det omgivende grundfjeld, og merkelige vulkanske bergarter, der har gjennembrudt lagrækken, er opbevart. Gjennem professor W. C. Brøggers mangeaarige, indgaaende undersøkelser og fremragende arbeider er Kristianiafeltet blit et av de bedst undersøkte og kjendte omraader i hele verden. Traktene om Drammen har vist sig særlig interessante i geologisk henseende, og her foretok Brøgger for en 25 – 30 aar siden en omfattende geologisk detaljkartlægning, som i de senere aar er blit fortsat og avsluttet av Brøgger og nærværende forfatter i fællesskap.

I den nærmeste fremtid vil utkomme ny utgave av det geologiske rektangelblad «Kristiania» utgit av W. C. Brøgger og J. Schetelig. Dette omfatter ogsaa største delen av Drammens Nordmark; en strimmel i vest mellem Hokksund og Vikesund kommer paa rektangelbladet «Flesberg», der ogsaa vil bli utgit som geologisk kart i indeværende aar. Det kan anbefales alle interesserte at ha det geologiske kart forhaanden, da det i høi grad vil lette forstaaelsen av det følgende. Den vedføiede geologiske kartskisse er en formindsket og forenklet gjengivelse av den del av det nye kart, som omfatter Drammens Nordmark.

Vestgrænsen av Drammens Nordmark er ogsaa endel av Kristianiafeltets vestgrænse, som i nord følger selve vasdraget: Tyrifjorden og Bergsjøen; men herfra og sydover til Hokksund følger den derimot aaskanten i østre dalside, da elven her har skaaret sig ned i det gamle grundfjeld vest for grænsen. Karakteristiske bergarter i grundfjeldet langs Drammenselven er foruten graa gneis kvartsit og mørk skifrig hornblendesten. Skifrighet og lagning staar steilt og stryker nord-syd, helt forskjellig fra de yngre lagdelte bergarter som dels fladt dels i folder ligger ovenpaa grundfjeldet, som netop danner fotstykket for de yngre lag.

Bergartene inden Drammens Nordmark falder i to hovedgrupper :

1. Forsteningsførende lagdelte bergarter, som omfatter lerskifere, mergelskifere, kalkstener og sandstener, tilhørende de ældre formationer fra gammellivets tid i kambrium, ordovicium og silur. Den øverstliggende mægtige sandsten repræsenterer overgangen til den paafølgende devoniske formation. De opbevarte forsteninger viser, at størsteparten av denne lagrække er avsat i hav som lerslam, kalkslam og sand. Den yngste sandsten er dog en kontinentaldannelse, de paa imdb

Ringerike fundne forsteninger av fisk og krebs tilhører efter prof. J. Kiærs undersøkelser en ferskvandsfauna.

2. Vulkanske bergarter eller eruptivbergarter, som alle er yngre end den kambro-siluriske lagrække og sandsynligvis av devonisk alder. Det er dels lavabergarter, som i smeltet tilstand som flytende lava fløt utover den daværende jordoverflate og størknet til porfyrer; dels dypbergarter; syeniter og graniter, som i smeltet tilstand har gjennembrudt saavel lagrækken som lavadækkene. Dypbergartene størknet oprindelig langsomt nede i jordskorpen et stykke og har derved faat sin jevnkornete granitiske struktur. For fuldstændighets skyld kan ogsaa medtas gangbergartene, oftest porfyrer, dannet ved størkning av mindre smeltemasser paa spalter eller som tynde plater indtrængt mellem skiferlagene.

Den kambro-siluriske lagrække, som paa kartskissen er betegnet underet med sort farve, optrær i Drammens Nordmark i utkantene, først og fremst som en forholdsvis smal sammenhæn- gende brem fra Mjøndalen mot vest til Hokksund, derfra nordover til Vikesund og videre i en bue langs Tyrifjorden til Sylling, hvor granit uten noe dække av lagrækken er blottet ut mot Lierdalen mellem Hørte og Ellevo. Fra Sjaastad og indover mot Glitrevand er lagrækken opbevart i et bredt omraade paa begge sider av Glitras dal, det eneste sted, hvor kambro-silurlagene naar ind til det centrale av omraadet. Vestgrænsen følger elven fra Gorsjøen syd for Glitra, og lagrækken har en utbredelse fra Eiksætra i syd til top av Næverkollen i nord. Sydgrænsen følger Songa. Mellem denne og Solbergfjeld ved Mjøndalen har man bare endel mindre flak av lagrækken, svømmende som brudstykker i graniten. Disse er at opfatte som rester av et engang sammenhængende dække over graniten.

Den ældste laveste del av lagrækken tilhører kambrium og bestaar av bløte, sorte, kulholdige lerskifere, de saakaldte alunskifere, som før i tiden anvendtes til fremstillidg av alun, f.eks. ved alunverket i Oslo. De har en samlet tykkelse av 50- 100 m. og er endel blottet n.f. Hokksund, men betydelig bedre læn- ger nord ved Drammenselvens dal, hvor de er paavist sammen- hængende fra Dramdal og nordover til Furetangen ved Tyrifjorden. Opover Modumbygden danner disse skifere, som lett forvitrer, i ‘stor utstrækning undergrunnen for den dyrkete mark. For Drammenserne vil alunskifrene være lettest tilgjængelige i omegnen av Vestfossen. Det vil kanske erindres at netop fra Vestfossen berettedes ifjor sommer om et opsigtsvækkende fund av kullag ved et veiarbeide paa en gaard, hvor eieren nok ikke hadde anelse om, at gaardens dyrkete jord for en stor del var forvitringsgrus av sort alunskifer, som blev paatruffet straks jordlaget var gjennemgravet. Kulindholdet er sjelden mere end 6-10 %, men undertiden paatræffes tynde kulrike lag som kan brænde, og det er forstaaelig, at dette kan bringe tanken hen paa muligheten av fund av virkelige kul.

Det vakreste snit i alunskifrene har man i foten av Fjerdingstadkollen mellem Skotselven og Aamot. Skifrene er dog her endel hærdet og forandret paa grund av granitens nærhet, hvorom vi senere skal høre. Desuten finder man her indtrængt paralel lagningen i skiferen en række ganger av en lys næsten hvit eruptivbergat (Brøggers «mænait») med rustflækker efter forvitret svovlkis. Under opstigningen til Snaukollen, den høieste top i den vestlige del av Drammens Nordmark med et vidunderlig vakkert rundskue, har man ogsaa ganske godt blottet alunskifrene og de hvite eruptivganger. Forsteninger, væsentlig trilobiter av forskjellig slag, finder man mest i de ellipsoidiske kalkboller, som som i stor mængde optrær i alunskifrene.

I den ordoviciske lagrække, som følger over, har den lavere del en karakteristisk kalkstenavdeling: ortocerkalken, hvis utbredelse inden vort omraade falder væsentlig sammen med alunskifrenes. Den har en tykkelse av 7 — 10 m. og er tildels meget rik paa forsteninger, særlig trilobiter og ortocerer (d. e. blækspruter med rette skaller). Ved gaarden Faasen ved Vestfossen er denne kalk pragtfuldt blottet med svære ortocerer i mængde paa lagflåtene. Opover paa Modum er ortocerkalkavdelingen sammenstuet i en række folder, der som oftest er knækket, mens foldningen i de underliggende bløte alunskifere væsentlig viser sig i en smaakrusning. — Den øvre del av den ordoviciske lagrække bestaar av mægtige avdelinger av graa lerskifer med mer eller mindre kalkknoller og sammenhængende tynde kalklag samt urene kalkstener. Den samlede tykkelse er mellem 3 og 4 hundrede meter. Denne lagrække, hvori det f.eks. paa Ringerike er fundet mængder av forsteninger, møter vi inden vort omraade udelukkende i forandret og hærdet tilstand. Dette skyldes som berørt varmevirkning fra de optrængte dypbergarter, syeniter og graniter, som har fremkaldt en delvis eller fuldstændig omkrystallisation av de lagdelte bergarter. Virkningen er kraftigst nærmest dypbergartenes grænser og avtar utover. Denne omdannelse av sidestenen langs dypbergartenes grænser betegner geologene som kontaktmetamorfose. Lerskifer og mergelskifer omdannes herved til flinthaarde hornfelser, kalksten til marmor o. s. v. Om kontaktmetamorfosen i Kristianiafeltet har prof. V. M. Goldschmidt utgit et uttømmende og fortræffelig verk.

Den siluriske lagrække som ligger ovenpaa den ordoviciske, omfatter foruten lerskifere og mergelskifere flere mægtige kalk- stenavdelinger som er saapas rene, at de har teknisk og økonomisk interesse. I den lavere del av siluren har vi den kalk, hvorpaa Mjøndalens kalkindustri er basert og som ogsaa benyttes av Cementfabriken i Lier. Den benævnes av geologene «pentameruskalk», efter den almindeligst optrædende forstening. I den øvre del av siluren optrær en lidt urenere knollekalk, som brytes av Slemmestad Cementfabrik paa øene ved Holmestrand. Den siluriske lagrække utmerker sig ved sin rigdom paa forsteninger, særlig koraller og bracchiopoder, men ogsaa trilobiter, snegler, muslinger og blækspruter. Efter prof. J. Kiær er den samlede tykkelse paa Ringerike vel 600 m. Inden vort omraade er den siluriske lagrække overalt sterkt kontaktmetamorfoseret. I vest er desuten denne lagrække for størstedelen borteroderet, og vi finder derfor kun noen smaa rester her og der over de ordoviciske lag, saaledes i Solbergfjeldet, hvor silurlag ligger i en traugformet fold som strækker sig vestover til forbi Krokstad- elven. I Glomsrudkollen paa Modum med omgivelser er ogsaa silurlag. I nordost ligger silurlag mellem Tanberg og Horn i store folder, der hælder fra granitgrænsen ned mot Holsfjorden. I den store traugformete fold ved Sjaastad er hele den siluriske lagrække opbevart i midtpartiet. Omkring de nedlagte pladser Hestmyr, Afdalen og Kvistaas ses tydelige spor efter gammel drift paa kalksten. Skulde det være skogfinnene som har brændt kalk her i ældre tid ? Ved Sjaastad har i nyere tid været brudt kalk. Kalkstensfeltene ved Krokstadelven, ved Horn paa Øverskogen og ved Sjaastad er en endda unyttet reserve, som nok i en fremtid vil bli av betydning, da tilgangen paa brukbar kalksten, i det sydlige Norge er sterkt begrænset. De omtalte mindre flak av lagrækken, som omkranser porfyromraadet nærmest Drammens by, bestaar alle av silurlag, som her er meget sterkt kontaktmetamorfoseret.

Syd for Drammen i Konnerudkollen og tilgrænsende aasdrag hviler den øvre del av den siluriske lagrække fladt paa et fotstykke av yngre granit, lagene er derfor kontaktmetamorfoseret. Over de yngste siluriske kalkstener finder vi her den før omtalte sandsten, som har stor utbredelse omkring Konnerud kirke og syd for Stordammen. Vandrer vi fra Konnerud vestover gjennem skogtraktene til Vestfossen, kommer vi lidt efter lidt nedover gjennem den hele lagrække fra den yngste sandsten til de ældste kambriske alunskifere, som ved Vestfossen hviler fladt paa det gamle grundfjelds jevne overflate.

Inden vort omraade findes kun et eneste isolert felt av den yngste sandstens øverste del, nemlig et stykke oppe i aasen n.f. Haga ved Hokksund, n.ø. for et lite dalføre, som strækker sig mot s.ø. fra Hagatjern, staar her sandstenen, hvori øverst optrær et kvartskonglomerat av et par meters tykkelse. Umiddelbart over konglomeratet hviler det ældste lavadække. For dem som maatte ha interesse av det, kan det bemerkes, at gode og let tilgjængelige snit gjennem den øvre del av sandstenen med overliggende lavadækker har man langs østsiden av Lierdalen fra Toverud ved Holsfjorden til Kroftkollen n. f. Tranby kirke. Ved østre hovedvei i Lierdalen har man like syd for Aasdøla et godt snit ved veikanten, hvor konglomeratet med overliggende lavadække er synlig. Forresten har man ogsaa i den sydlige del av Sande og omkring Holmestrand sandsten med konglomerat og lavadækkene fortrinlig blottet paa mange steder.

Lavabergartene er dels essexitlavadækker dels rombeporfyrdækker. De er utelukkende opbevaret inden to tilnærmet cirkulært begrænsede omraader: et mindre omfattende Bragernesaasen med omgivelser og et større, som vi kan kalde Glitrevandsfeltet, da dette vand ligger nogenlunde centralt. Vi vil begynde med det sidste, som har utstrækning Ø.—V. av 10 km. og N.—S. av 15 km., og tar vort utgangspunkt i det lille sandstensfelt ved Hagatjern. Over sandstenen med konglomerat finder vi her som berørt den ældste lavastrøm. Denne lava er mørk, tung og jernrik, og har ofte porfyriske strøkorn dels av augit dels av labradorfeldspat; den har stor likhet med de moderne Ætnalavaer. W. C. Brøgger benævner disse ældste lavaer essexitmelafyr og essexitporfyrit. Tykkelsen av essexitlavaen ved Hagatjern er liten, 20—30 m. I selve Bragernesaasen har derimot essexitlavaene en meget stor mægtighet; hele aasen, undtagen toppen av Varden, er opbygget av essexitlavadækker med mellemliggende tuffer og agglomerater.1) Dækkene er de gamle størknede lavastrømme, tuffene det sammenkittede under utbruddene utslyngede askemateriale og agglomeratene det sammenkittede materiale av fra krateret utkastede stener, som man ved nutidens vulkaner kalder bomber og lapilli. Bragernesaasens essexitlava strækker sig nordover til Svarttjern og Aarkvisla. Brøgger har paavist, at den vulkanske virksomhet i Kristianiafeltet begyndte med en række essexitvulkaner, hvor lavaen brøt frem gjennem isolerte kraterrør, hvorav vi finder opbevart en hel del som smaa isolerte, stokformete eruptivmasser, der har gjennembrudt den kambro-siluriske lagrække. Den nuværende overflate gir snit gjennem kraterrøret dypt under den oprindelige overflate. Nede i kraterrøret størknet lavaen langsomt til en grovkornet dypbergart, essexit, hvorav vi har flere typer. Saadanne «kjerner» fra de gamle essexitvulkaner fra devontidens begyndelse er ogsaa tilstede inden vort omraade, saaledes i aasen øst for Dramdal, i aasen syd for Hovland paa Modum og ved Dignæs ved Tyrifjorden. Nordover paa Ringerike og Hadeland kjender vi en 5—6 stykker av slike vulkankjerner. Mest kjendt er dog kanske vulkankjernene paa Tofteholmene og ved Filtvedt i Hurum. Efter Brøgger har Hurumvulkanen været en mægtig skjoldvulkan som de islandske lavakupler nu for tiden; rester av denne vulkans lavadækker er opbevaret sammenhængende fra Sande til Horten og videre paa Jeløen. Brøgger anser det sandsynlig at Bragernesaasen er en rest av en slakkekegle i utkanten av den vældige Hurumvulkan, I motsætning til de øvrige essexitvulkaner i Kristianiafeltet, som væsentlig er opbygget av massive lavadækker, er Bragernesaasen en rest av en gammel stratovulkan av type som f. eks. Vesuv, hvor vældige gaseksplosioner med utslyngen av sten og aske veksler med utbrud av lavastrømmer. Gaar man op Albumstiens siksakslyngninger faar man et godt billede av den vekslende opbygning av lava, tuf og agglomerater. Sterkt iøinefaldende er ogsaa den utprægede slakkekarakter av lavadækkenes overflate. De oprindelige damprum eller gasblærer, som skyldes at de opløste gaser undviker idet lavaen størkner, er i tidens løp fyldt med nydannet kalkspat og kvarts. Den oprindelig svampete lava er blit en mandelsten. Ofte kan disse «mandler» være temmelig store, f. eks. langs veien mellem restauranten og Thurmanns vei. Her og der kan man ogsaa finde jernglans, epidot, zeoliter o. a. mineraler. Egentlige agatmandler er ikke fundet i Bragernesaasen.

Til den ældste serie av eruptivbergarter — essexitrækken — hører ogsaa de ovenfor nævnte lyse lagerganger av mænait i de kambriske alunskifere. De træffes fra Dramdal i syd til Furetangen i nord, og danner f. eks. den karakteristiske bratte skrænt øst for elven ved Vikesund. Ved Vestfossen og Eikeren er mænaitganger ikke paatruffet.

Ovenpaa de ældste essexitlavaer ligger yngre lavadækker, som for størstedelen bestaar av rombeporfyr; men blandt de yngre rombeporfyrdækker optrær paany yngre essexitlavaer, f. eks. i i Glitrevandsfeltet, hvor de har stor utbredelse og betydelig mægtighet. Rombeporfyrene er chokoladebrune, porfyriske bergarter med strøkorn av feldspat, som i tversnit ofte viser form av en rombe; derav navnet, som blev indført av Leopold v. Buch for over 100 aar siden. Paa forvitret flate hvor feldspatkornene ofte er hvite kan rombeporfyr minde ikke lite om en spekepølse med fleskebiter. Det er forøvrig mange typer av rombeporfyr, hvorav en 4—5 forskjellige er kjendt fra Drammens Nordmark. I Krokskogen er skilt ut omtrent 15 forskjellige dækker, og i den nordlige del av Vestfold endda flere. Den samlede tykkelse av disse dækker er adskillig over 1000 m., og den enkelte lavastrøm kan ha en tykkelse av op til 200 m. Slike vældige lavamasser kunde ikke trænge frem av trange kraterrør, men har vældet op av milelange aapne spalter i jordskorpen. Ved Mjøndalen findes en stor gang av rombeporfyr, som er kjendt baade N. og S. for Drammenselven; den gjennemsætter silurlagene og repræsenterer sandsynligvis en av de store spalter, hvorfra lavaen vældet frem. Paa spalten selv er ogsaa lavaen størknet til rombeporfyr.

Efter Brøgger har rombeporfyrlavaene engang dækket et areal av mindst 22000 km2 fra Brumunddalen i nord til Langesunds- fjorden i syd. Nærmest Drammen er rombeporfyr utbredt i Kloptjernkollen, Hamborgstrømskogen og rundt Aarkvisla. Bækken fra Landfaldtjern følger grænsen mellem rombeporfyr og granit i vest. I øst hviler Kloptjernkollens rombeporfyr paa kvartsporfyr. Bragernesaasen er skilt ved n.s. gaaende bruddlinjer fra Kloptjernkollen og Hamborgstrømskogen, som begge er sunket ind i forhold til selve Bragernesaasen. Bruddlinjene følger Kloptjernbækken paa den ene side og kanten av uren fra Riflen 2) nordover til Syarttjern paa den anden side.

Det fremgaar av kartskissen, at porfyrlavaene har ganske stor utbredelse inden Glitrevandsfeltet. Det er dels rombeporfyr dels yngre essexitlava, som optrær her. Begge porfyromraader har tilnærmet cirkelformet begrænsning og repræsenterer i virkeligheten gamle kjedelbrudd i jordskorpen, hvorved et rundt omgrænset stykke jordskorpe sank ind i forhold til omgivelsene.

Disse kjedelformete indsynkninger stod i forbindelse med oppresningen av dypbergartene. —

Likesom vi kjender dypbergarter, essexiter, der kemisk svarer til essexitlavaene, har vi ogsaa dypbergarter, som efter sin sammensætning stemmer overens med rombeporfyrene. Det er en række syenittyper, som Brøgger har benævnt: larvikit, kjelsaasit og akerit. Egte larvikit er ikke kjendt fra Drammens Nordmark. Derimot forekommer akerit og kjelsaasit som en hesteskoformet brem 1—2 km. bred, som i nord omslutter granitfeltet mellem Vikesund og Sylling. Akerit og kjelsaasit, som er ældre end graniten, bestaar av feldspat og mørke mineraler: pyroxen, hornblende og glimmer. I akeriten fra Diesenkollen og Hvalsknatten paa Modum er de mørke mineraler dominerende og bergarten er gjerne finkornet, mørk graa av farve og lidt spraglet av de lysere feldspatkorn. I kjelsaasit er feldspat hovedmineral, den er gjerne mere grovkornet, lysgraa til rødliggraa av farve med endel mørke punkter av de mørke mineraler. Begge syeniter har granitisk kornet struktur.

Fra de følgende eruptioner i Kristianiafeltet kjendes ingen lavabergarter, men kun dypbergarter og ganger. Aldersrække- I følgen av syeniter og graniter, yngre end rombeporfyrene med tilhørende dypbergarter, er efter Brøgger: 1) normarkit, 2) ekerit og 3) granit (Drammensgranit).

Nordmarkit har faat navn efter Nordmarken ved Kristiania, hvor det er en av hovedbergartene. Det er en granitisk kornet syenit, oftest lyserød av farve, hovedmineralet er en lyserød alkalifeldspat, kvarts i ganske liten mængde er en konstant bestanddel, de mørke mineraler, som er sparsomt tilstede, er hornblende og glimmer. I Drammens Nordmark optrær nordmarkit kun indenfor Glitrevandsfeltets porfyrpmraade, hvor den har brudt sig gjennem lavadækkene. Utbredelsen vil fremgaa av kartskissen. Normal dypbergart træffer man omkring Stordammen, Ulvandet, Steindammen, Øivandet o.s.v. Nær grænsen mot lavadækkene derimot er nordmatkiten hurtig avkjølet og derfor størknet til en nordmarkitporfyr. I utkantene optrær saadan rød nordmarkitporfyr som store ganger, gjennemsættende lavadækkene.

Ekerit som har stor utbredelse rundt Eikeren kjendes ikke fra Drammens Nordmark.

Den yngste granit med tilhørende grænsebergart: kvartsporfyr, har derimot en meget stor utbredelse her og danner over store strækninger den eneraadende bergart, som det ogsaa fremgaar av kartet. Henimot halvparten av omraadet bestaar av granit og kvartsporfyr. Drammensgraniten er jo en velkjendt sten, hvorpaa drives en betydelig stenindustri med talrike brudd i Drammensdalen, ved Drammensfjorden, i Røken o. a. st. Den er middelsgrovkornet, oftest lyserød av farve og bestaar av lyserød kalifeldspat, gulhvit oligoklasalbit, graa kvarts og lidt sort glimmer. Det er en fortræffelig og sterk sten, som let bearbeides og er syrefast. Den normale dypbergart er noksaa grovkornet ; ut mot grænsene blir den porfyrisk og finkornet. Den hurtig størknede grænsebergart er porfyrisk med strøkorn av feldspat og kvarts og benævnes kvartsporfyr.

Mindre granitiske smeltemasser, som har trængt sig ind i lavadækkene i høiere nivaa er helt størknet som kvartsporfyr. Et eksempel har vi i kvartsporfyren i Bragernæsaasen, den er omtrent 100 m. tyk og er trængt ind i essexitlavaen. I stenbruddet ved Riflen ser man undersiden og langs Thurmanns vei har man et godt snit i den øvre del, hvor man ogsaa ser essexitlava ligge over. Under rombeporfyren syd og øst for Kloptjernkollen kommer ogsaa kvartsporfyr frem, den er her tildels fuldspækket med brudstykker av fremmede bergarter, en ren eruptivbreccie. Mellem lavadækkene n. for Mjøndalen og Krokstadelven har man ogsaa en plateformet masse av kvartsporfyr, som har ganske stor utbredelse mot n.v. Det største omraade av kvartsporfyr finder vi rundt Glitrevand, den er ogsaa her trængt ind mellem lavadækkene og er ofte fuldproppet med brudstykker. Grundmassen i kvartsporfyren er ikke sjelden chokoladefarvet og man kan med sikkerhet avgjøre at den oprindelig var størknet som glas.

Det sydlige granitfelt med Skimtheia omtrent i midten danner et vakkert hvælv. Kun mot øst danner Storsteinsfjeldet en brat skrænt ut mot Lierdalen. Mot nord falder den jevnt skraanende granitoverflate ind under silurlagene ved Eiksætra. Lagene har samme jevne nordlige hældning som granitens overflate. Den samme jevne skraaning finder vi mot syd ned mot Drammenselven. Denne jevnt hvælvete flate falder meget nær sammen med granitens oprindelige overflate, hvorfra det overliggende tak av ordoviciske og siluriske lag er fjernet ved erosion. Det naturlige snit i Solbergaasens bratte væg mot øst viser i foten granit, som med jevn skraaning stiger mot nord dækket av en kappe av silurlag, der ligger konformt med granitgrænsen. Rester av aket over graniten har vi ogsaa i de større og mindre silurflak som ligger i graniten mellem Landfald og Myrsætra. Syd for Drammensdalen er granitens silurtak bevaret over store strækninger i Konnerudkollen og omgivelser.

Ganske lignende forhold finder vi for det nordlige store gra- nitfelt mellem Gjevlekollen og Breiliflakene. Hørtekollen i Sylling er her det klassiske profil, som allerede Leopold v. Buch har beskrevet. Granitgrænsen danner her en vakker bue ned mot Holsfjorden og de paaliggende lagrækker følger denne ganske jevnt. Det er utvilsomt at graniten under sin fremtrængen i smeltet tilstand har hævet de dækkende lag.

Langs granitens grænse mot de kambrosiluriske lagrækker er mange gruber og skjærp. Forekomster av jernmalm, zink-, kobber-, bly-, molybdæn- og vismut-ertser er kjendt. Graniten er ertsbringeren. Flygtigeforbindelser av de nævnte metaller, særlig klorider og fluorider, var opløst i den smeltede granit og undveg under størkningen. De flygtige metalforbindelser blev opfanget i sidestenens kalklag, og avsattes her væsentlig som svovlforbindelser, jernet tillike som oksyd. Den største forekomst inden vort omraade er Glomsrudkollen zinkgrube ved Aamot. Zinkskjærp findes tillike i Solbergfjeldet o. a. st. Ved Landfald er en molybdængrube, ved Hørtekollen jernskjærp o. s. v. Manganmalm er fundet ved Glitrevand og nord for Landfald. Adskillige steder er fundet vakre og tildels sjeldne mineraler, saaledes i Hørtekollen jernskjærp helvin, i Glomsrudkollen vakre epidotkrystaller, ved Myrsætra klare lysegrønne vesuviankrystaller. Ved Hørtekollen en en forekomst av flusspat.

Drammens Nordmark frembyr en broket mangfoldighet av bergarter, som avgir vidnesbyrd om en begivenhetsrik geologisk historie. Det gamle førkambriske fastland, som de tærende kræfter gjennem aarmillioner hadde nedbrudt til et fladt, svakt bølgende næsten-plan, blev havbund i kambrium, ordovicium og silur og paaleiredes en lagpakke paa ca. 1500 m.; i devontiden atter fastland med intens vulkansk virksomhet og vældige jordskorpebevægelser. Fra avslutningen av den vulkanske virksomhet i devontiden og til istiden er et tomrum i vor viden. Vi vet kun at de tærende kræfter under en lang fastlandperiode har nedbrudt og fjernet fnug for fnug uhyre masser av fjeld. For Drammens Nordmark kan vi tilnærmelsesvis angi en nedre grænse for hvormeget er nedbrudt og fjernet. Det kan temmelig nøie bestemmes, at Drammensgraniten er størknet 1 a 2 km. under den daværende overflate. Naar den nu ligger blottet i dagen maa mindst en tilsvarende fjeldmasse være borttæret.

Den faste fjeldgrund har i stort set faat sin nuværende overflateform ved den avhøvling som besørgedes av istidens bræer, som i Drammensdalen og Lierdalen har efterladt en række endemoræner. Nylig avdækket fjeldflate viser sig polert og skuret av bræisen. Aasenes runde kolleform ofte med tydelig støt- og læside vidner om isens arbeide. Men ogsaa efter istiden er foregaat endel forandringer i overflaten ved forvitringens, frostsprængningens og det rindende vands arbeide. Det maa ogsaa tas i betraktning at skogveksten øver sin virkning. De bratte skrænter med mægtig ur under, som man ser det i hornfelskoller og porfyraaser er dannet efter istiden. Likesaa bækkekløfter som Kjøsterudjuvet. Derimot merkes forvitringen lite paa den massive motstandsdygtige granit. Det kan saa vidt spores at ispoleringen er gaat av, naar overflaten har vært utsat for veir og vind.

1) Kvartsporfyren i vest er omtalt senere.

2) Riflens gamle skytebane i Hamborgstrømsskogen, som blev nedlagt for ca. 30 aar siden.