Finnemarka.

Av O. Chr. Orning

“Der kommer finnane” heter det den dag idag, naar opsitterne fra Finnemarka kommer til bygds enten ved Sjaastad i Lier eller ved Snoterud i Modum. Finnemarka er den del av Dram­mens nordmark1) der ligger rundt den vakre indsjø Glitre.

Oprindelig var det den del av denne strækning, som ligger i Modum, Modums Finnemark, men stedsbetegnelsen omfatter nu ogsaa hvad der ligger i Eiker og Lier. De 3 herredsdeler møtes – som bekjendt – i Glitrevandet.

Navnet «Finnane» er nok det eneste, som de nuværende pladsbrukere ved Glitre har fælles med de finner, der for ca. 300 aar siden slog sig ned ved Glitre. Det er — efter hvad jeg har kunnet erfare ikke finneblod i de nuværende pladsbrukeres aarer. Slektskapet med disse «rugfinner» eller «skog­finner» som de kaldes, for at skille dem fra lappene (riktigere kaldes de kvæner) er ialfald meget fjernt. De har ikke «de finska dragen med de utstaaende kindknoterna og det stripiga haaret». Da jeg har indtryk av at Drammensernes kjendskap til Finnemarkas historie er liten, har jeg samlet og nedtegnet litt til bruk for en artikkel herom i Turistforeningens aarbok. Vi færdes jo sommer som vinter indover disse herlige skog­trakter og kjærligheten til dem vil vokse med kjendskapet til det folk, som i svundne tider færdedes der, til deres skikke og sæder samt til de sagn, der endnu lever paa folks læber i Fin­nemarka2).

I slutten av det 16de aarhundrede, omkring 1680, utvandrede finner fra sit hjemsted Tavastland og Savolaks, specielt fra sognet Rautalampi, og drog enten paa isen over Aalandsøerne eller rundt den Botniske bugt til Sverige3). Grunden til denne ut­vandring var dels fattigdom og haap om bedre utkomme, idet den svenske hertug Karl lovede dem jord og skattefrihet i Värmland, som hørte til hans hertugdømme, dels indre urolig­heter i Finland, (klubbekrigen) og feiderne med Rusland. Enkelte har vel gjort sig skyldige i forbrydelser og har flyktet for lovens arm. Andre har vel kjærlighetssorger drevet hjemmefra. Fra Varmland vandrede de saa ind i Norge omkring aar 1600 og slog sig ned ved sjøen Røigden i Grue4). «Derfra utbredte de sig fremdeles østenfor Glommen mot nord igjennem Elverum til ind i Trysil, mot syd over den hele aasrække igjennem Vinger, Nes, Urskog til Sitskogen i Høland. De gik saa over Glommen og utbredte sig over utmarkerne i Odalen helt til Stange paa Hedemarken, drog over Vormen og satte sig fast i skogtrakterne i Hurdalen ved Mjøsen. Herfra sværmede de henover den høie sammenhængende aasrække, der bøier sig nordenom Nannestad, Nittedalen, Aker og Asker5) til Modumsaasen, ja helt vestenfor Beina og Dramselven i Aadalen og Sigdal6) klang kvænernes øks i skogen». (Eilert Sundt).

 

Finnenes indvandring til Norge sætter Pontoppidan til 16247). Jeg antar, at den maa ha foregaat tidligere omkring 1600, da sognepresten til Heggen i Modum, hr. Jens Michelsen, allerede i en skrivelse til Stadtholderskapet av 19de april 1651 beklager sig over finnene paa Modums finnemark. Det har visselig gaat et godt tidsrum hen inden finneindvandringen naaede saa langt vest i Norge som til Finnemarka. Det gaar mange sagn i Finnemarka om finneindflytningen. Efter et sagn skal det være ca. 500 aar siden 3 familier kom til Finnemarka og bosatte sig ved det store fiskevand, som nu kaldes Glitrevand. En av dem kamperte paa eller i nærheten av Glitre, som det nu kaldes, en ved Støa og den 3die ved Dammen eller Damhagen. De skulde ha reist fra svartedauen. Et andel sagn, der øiensynlig forveksler finnene med lapper, beretter, at en finnefamilie med sine tamren i aarevis hadde holdt sig paa Branæsaasen (ikke hvad der nu kaldes for Bragernæsaas, men den hele aasstrækning fra Drammensfjorden til Tyri- og Holsfjorden). Det blev et bittert fiendskap mellem denne finnefamilie og bygdefolket i Lier, Mo­dum og Eiker om havnegangen. Om vaaren ødelagde renflokken havnen paa sætervoldene og langt nedover liene. Bygdefolkene vilde derfor drive finnene væk, men han mente at ha hævdsret til havnen paa nævnte strækning. Det kom til forlik. Finnen skulde faa et stykke av hvert herred i forhold til herredets eiendomsret i nævnte strækning. Finnen gik ind paa dette tilbud og fraskrev sig havneretten andetsteds mot at han til odel og eiendom fik alt det som heldet mot Glitrevandet. Dette skulde være finnens havnemark og blev kaldet Finnemarka. Saa fortæller sagnene.

Finnemarka har været beboet længe før finnene korn dit. De ældste pladser deroppe er ikke — som hittil antat — ryd­det av finnene — saaledes som finnenes rydningspladse i de store almeningsskoge ved Svenskegrænsen. Jeg ser nemlig, at jens Michelsen i sin ovennævnte klageskrivelse av 1651 anfører, at «disse efterschrefne platzer och Settermark, nemblig Glittre, Jøeselien, Sandungen og Nottungen (?) efter gamle pergamentbrefue» skulde være «for mange hundrede aar siden Presteboelens tilliggende». Disse pladser skal i 1650 saaledes ha været mange hundrede aar gamle. Hele Modum Finnemark har vel været kirkegods og tilligget Heggen kirke paa Modum. Den gamle Finnevei der gaar fra Lier op Sjaastaddalen langs Glitreelven og videre langs Glitre forbi Damhagen, Støa og Svarvestolen ned til Snoterud i Modum, er visselig ikke finnenes verk. Oslobispen Jens Nilssøn nævner i sin dagbok efter en visitatsreise i Lier og Modum i aaret 1595:          «Imellem Lier og Modum er 5 miil tilhobe. Men ellers ret lige tuers offuer it Fiell er det ickon 2 miolk och ligger Sud – Sudoust for Modum» men tillægger han: «Och den Wey for de icke gerne, thi ere Myrer8) och saare ond Wey». Det maa være den nævnte Finnevei, som biskoppen sikter til. Efter Jens Michelsens klageskrivelse sees finnene at ha bygslet de nævnte plasser av kongens fogder hvorover sognepresten er mægtig vred og klager til Stadtholderskapet. De var jo hans presteboel tilliggende. Sognepresten paaberoper sig ogsaa overfor Stadtholderskabet, at allerede Fre­drik III med sin forordning av 30te august 1648 hadde lyst finnene i ban. Han skriver: Eftersom Hanns Kong. Maitz: Anno 1648 Udi sin Naadigste forordning. Daterit Aggershus dennd 30. Augustj. haffuer bevuilget ingenn Skov finnd Som kommer fra Suerrig, och Sig Her iblanntt Indbyggeme till Allerstørste Trenngsell paa dieris Settermarch og Skow fischende, sampt Skowe og Weidefang giørre forfang, Nedsætte, at schulle Tollereris och Lidis. Mens at de enttenn schulle Aldieles Dortflytte eller ochsaa Sig i Bøygdenn, som andre Schattschiuldige Allmue forholde. Iche dis mindre tuert Imod ald kongelig Forordning i fratagis Mig Quægh haffnn om Sommeren till mit. fæ, och Saadanne Indkommer Hanndtheffuis, Beschyttis och Forsuaris aff Fougdenn, Huilchen ochsaa aff sin eigenn Myndigheed tillader enn Borger wid Naffn Gabriell Pederssen Paa Bragernes, Der saug at maa opbygge, Skow at Wdhugge, med meere Widdernerdigheed och forfangh, Presteboelit till Aller største Schade och forklenningh. Denne postis klagemaall med mig Wuerdig, Stadfester dennd ganndsche Allmue i denne Fierdlnng Som her omkring boer».

Hvordan forholdet har været mellemt de først indflyttede fin­ner i Finnemarka og almuen er ikke godt at si. Oplysningerne er motstridende, Efter sogneprestens skrivelse skulde det ha været daarlig. Det kan imidlertid være at sognepresten paaberoper sig klagemaal fra almuen for at støtte sine egne interesser og faa igjen de av fogdene uretmæssig bortbygslede plusse. Av interesse er det at merke sig, at det allerede i 1650 var sag inde ved Glitre9). Presten drev i disse tider utstrakt ;handel med trælast og det var rimelig sognepresten til Heggen ikke var fornøiet med denne drammensiske trælasthandlers konkurrance. I 1664 sees «Menige Undersaatter i Moedums Prestegielld i Buscherudtz Fougderie allerunderdanigst at andrage bl. a. om at de suensche Fiender, som indtrænger sig paa deris Grund, och bortschyder alle Elsdyr och Fuldwerch saa och nedhugger og forderffuer Schoueffunn i Grunden, och i adschilligg Maade rtillføier Landet stor skade, maatte afschaffis”. Sagnet vet at fortælle, at bønderne ikke har nøiet sig med andragender, men tat saken i sin egen haand. Lier, Eiker og Modums bønder skal efter sagnet ha blit forlikte om, at samles og drage op til Fin­nemarka for at jage eller dræpe  finnene. Dagen kom. Bønderne omringet de intet anende finner og faa av dem undslap. Finneslaget skal ha staat paa aasryggen mellem Jøslien og Borkebu. Det skal der være rester av en gammel dyregrav (ca. 15 meter lang og 4,5 meter bred, nu næsten gjenraset) og i dyregraven skal ligge mange finner begravet, sier sagnet. Hvorvidt det ligger noget historisk til grund for dette finneslag er tvilsomt.10) Det merkelige er, at en av de sidst gjenlevende av finneæt, Ivar Saga eller Rotefos, endog kunde til min hjemmelsmand, Andr. O. Gjøslien, opgi aarstallet for finneslaget. Det skulde, da han fortalte det i 1881, akkurat være 216 aar siden, altsaa i 1665, hvilket stemmer godt. Imidlertid overdriver iethvertfald sagnet, naar det beretter, at faa finner undslap. Ca. 20 aar efter lot nemlig fogden i Buskerud efter amtmand Mathias Tønsbergs befaling, indstevne alle finner i Finnemarka til Spaane tingstue. Mandtal over finnene blev optat og var det da 33 personer av finsk avstamning i Finnemarka. Det heter i tingsvidnet: «Offuer for schrefne finner war ey nogen Paa Klage af alfmuen endten wed-kommende Schougen for huggelse, schøteri eller fischeri deres Angrendtsende Eyendele thill preiuditze». Finnene opgis at søke Kirken og tinget samt utreder kongelige skatter og rettigheter lige med andre undersaatter. Denne oplysning skulde jo tyde paa, at finneslaget blot var et sagn. Man maa dog merke sig, at fogdene jo hadde bortbygslet plassene til finnene og derfor vel hadde grund til at ta disse i forsvar. Det fremgaar imid­lertid av mandtallet, at de i dette ved navn nævnte finner ikke har været lang tid i Finnemarken. Finneslaget kan jo ogsaa ha staat med finner som ikke hadde bygsel, men paa egen haand helt ulovlig ryddede sig plasser eller mot vagabonderende finner, som hadde midlertidig tilhold paa Finnemarka.11) Jeg vet ikke bedre end at en historisk interesseret turist faar grave ut dyre­graven paa aasryggen mellem Borkebu og Jøslien for at kon­statere, om der findes menneskeben i den!
Man kan visselig gaa ut ifra at mange finner er blit boende i Finnemarka og at det er folk av finneæt, der har ryddet og bebygget de fleste pladser og gaarder, der vites i gammel tid at ha existert der12)  I 1686 var det kun 6 ryddingsplasse i Finnemarken. Jeg har faat oplysning om, at der ved Glitre har været mindst 29 opsittere – husmænd og selveiere13) — og har det sin interesse av at nævne navnene paa brukene.14)

Svarvestolen, 3 bruk paa 2 kjør og hest med husmandspladsen Høgda og DunderdaL
Bottolfs, 2 bruk paa 2 kjør og hest med husmandspladsene Svenseløkka og Braatane ogsaa kaldet Bottolfsbraatan, der i sin tid var delt i 2: Musesuterud og Grinbraatan samt Nygaard.
Nokkebraatan, 2 bruk paa 2 kjør og hest med pladsen Gørbu.
Jøslien, 3 bruk.
Borkebu, gaard paa 8 fæ og 1 hest med husmandspladsen Maritbraatan.
Glitre, 3 bruk, med husmandspladsene Tajehallen, (har kanske været blot tømmervælte og koldbræningsplads), Engenes, Sunsbraatan og Slaattebraatan.
Støa med husmandspladsene Mørkbraatan, Dammen og Damhagen.
Ogsaa paa pladsene Lelangen, Sandungen, Saga, Eksætra og muligens ogsaa paa pladsen Rotefos ved aamotet av Rotoa og Glitrelven har boet finner. Derimot antas finner ikke at ha boed saa nær bygden som paa pladsene Kvistaas, Avdalen m. fl. saa den formodning som professor Schetelig uttaler i sin artikkel om fjeldbygningen i Drammens Nordmark (i Drammens og Oplands Turistforenings aarbok for 1922 s. 56) om at den i nærhetenav disse plasser foretagne kalkbrænding skulde ha været foretat av finner har jeg ikke faat bekræftet.15)

I disse plasser har finnene ført sit strævsomme og ofte kummerlige liv. Man kan vel ogsaa gaa ut ifra, at de har bygget røkstue og tillike badstuer for at de skulde, kunne i overensstemmende med finsk skik faa sit dampbad samt tørkehus for rugen. (Navnet Rya er av finsk oprindelse).16) Der findes dog nu ingen saadanne bygninger paa Finnemarka. De har efter sin urgamle skik brændt braate og saad rug i den avsvidde jord. Skjønt granen har vokset svært til, og vedhugsten under ver­denskrigen har tæret svært paa løvskogen, saa vidner dog endnu frodige løvlier rundt Glitre om finnenes braatebrænding.17)
Hvorledes finnene lærte at brænde braate (svedja) fortælles i finnenes folkedikt Kalevala saaledes:

Då gick gamle Väinämöinen
eftersinnande vid stranden,
några sädeskorn han därvid
fann uppå den fina sanden.
Han tog kornen upp att varsamt
den i mårdskinnsväskan gömma,
och då han til hemmet kommit
ut paa marken sén dem tømma.

Fran ett träd en liten fågel
kvittrat då: «Ej växer säden,
om man først ej rödjer marken,
hugger ned och brännner träden».

Gamle, trygge Väinämoinen
då en yxa låter smida
och en sved han sedan hugger
vid den stora skogens, sida.
Alla vära träd han fäller,
och en bjørk han blot ses skona,

før att himlens fåglar finge
bygga bo uti dess krona.

Ørnen sväfvade bland molnen,
och han kom nu dit och sporde:
«Hvarför är vel björken lämnad ?
Hvartill kan den vara lämnad?»

Gamle, trygge Väinämöinen
svarar då: „Åt himlens fåglar
den till hviloplats är ämnad;
därfør blott den blifvit lämnad“.

Da slog ørnen eld åt honom
och han tände sedan sveden.
Nordan hven och elden brände
snart till aska alla träden.
Sedan tog han gyllne kornen,
dem han i sin vaska hade,
och i askan där och mullen
sådde han dem ut och sade:

„Nu jag sår det gyllne kornet
mellan svedens svarta bränder,
sår i kraft af Skaparns godhet,
sår som med han egna händer.“

Foruten av at dyrke rug — (naar frosten ødela sæden, saa blev nok brød av bark, og mose en daglig kost) — og av litt fædrift — (græs slog de paa ruglandet, naar det var utlagt til græsmark18) og rundt om paa de fjerntliggende myrer) har disse nøisomme finner livnæret sig ved fugl- og fiskefangst.19)

Næversko og næverkonter kunde alle lave og enkelte var flinke smede og flinke til at svarve trækopper. Plassen Svarvestolen har herav sit navn. I Dunderdalen under Svarvestolen haddes kværn i bækken. Det har nok været malet meget barkemel på den kvernen! Finnene var store og velvoksne folk, altsaa helt forskjellige fra lappene. De skal ha været føielige og tjenest­villige, men vistnok litet oplyste, enfoldige og lettroende. De var ædruelige, men naar de tok sig en tur til bygds eller til byen Drammen for at sælge sin fete braaterug, vildt, trækopper o. l. eller for at gaa til alters, saa drak de sig gjerne fulde og var ikke gode at komme ut for. Øvrigheten i Drammen hadde da meget bryderi med dem.20)

Et karaktertræk hos dem var tungsindighet (hjertesyke paa finsk sydemän tauti) og ængstelighet. Dette træk var enten nedarvet eller skyldtes finneforfølgning her i landet. Finneforfølgningen gjorde vel ogsaa, at dé skjulte sin nationalitet og lærte sig norsk sprog, som de dog skal ha talt med en egen accent.21) De opgav sit finske familienavn og sit indgifte med finner, og gik efterhaanden op i den omboende norske befolkning. Dette kan vel forklare, at jeg ikke har kunnet opspore en finsk bibel eller bok med finske sange eller sagn, hverken paa Drammens museum eller ved at spørre prestene i Lier og paa Modum. Naar undtas navnet Finnemarka, er der intet andet stedsnavn i Finnemarka, som er av finsk oprindelse. Jeg tænkte mig, at navnet Lelangen og flere andre stedsnavne skulde ialfald være finske, men en lærd professor ved Det kongelige Fredriks universitet erklærer, at de av mig for ham nævnte, stedsnavne er norske.22) Med undervisningen av finnene har det vel til en begyndelse været smaat bevendt. Geistligheten sørget dog for at de blev døpte, konfirmerte og gik til alters.23) Senere fik man jo egen skolebygning i Finnemarka paa Bottolfs.24) De gjorde militærtjeneste. Under Gyldenløvefeiden (1675—1679) benyttedes de som speidere. De var jo kjendt paa Svenskegrænsen. De skal dog ikke ha været helt paalidelige, da svenske og norske finner opererte i fællesskap.
Det knytter sig megen overtro til finnene. De var efter sagnet troldomskyndige. Jeg skal fortælle en del sagn herom, som endnu fortælles i Finnemarka. En gang Eksæterfinnen var i Drammen og solgte noget, kom han efter, at han hadde faat en mark for litet. Han gik indom kjøperen og gjorde ham op­pmerksom herpaa. Denne sa imidlertid, at han hadde faat nok og viste ham døren. Det skal du ha igjen, sa finnen i rasende sinne. „Inden kvelden skal du være død“, noget bymanden bare haanlo av. Saasnart Eksæterfinnen var kommet hjem, tegnet han likesom en mandsskikkelse paa laavedøren, tok saa bøssen og skjøt midt igjennem hodet paa figuren. Den bymand, som hadde snydt finnen, faldt i samme øieblik overende og var død, men ingen kunde opdage, hvad han var død av. Hvorvidt nogen finne er blit dømt for troldomskunster i Drammen, kjender jeg ikke noget til. Efter et av Eilert Sundt gjengit sagn blev en finnekjærring brændt som heks av bønderne paa Ringerike, (naar nævnes ikke, men det maa ha været langt ned i tiden, da amtmanden, hvem bønderne søkte om tillatelse til brændingen, erklærte, at det den tid var avskaffet at brænde hekser“). Den forannævnte Ivar Knudsen Saga eller Rotefos, der sa sig at være den sidst gjenlevende av finneæt, og døde for ca. 30 aar siden, var ogsaa troldomskyndig. Som liten gut hadde han gjetet for en gammel finnekone, Kjærsti Buraas i Vestre Bærum, nær grænsen mot Lier, men han kom senere tilbake til Finnemarka og boede paa pladsene Saga og Rotefos. Kjærsti Buraas kunde mange av de gamle troldomskunster, (se Bærums bygde­bok a. 47 og Holeboken s. 383). „Av hende kunde jeg ha lært meget, noget kan jeg jo, men jeg har aldrig brukt det“ sa Ivar. Dette var dog ikke helt sandt. Han var nemlig bekjendt for at kunne „stemme blod “. En kar, som lunnede tømmer, var en dag saa uheldig at hesten hans traadte paa en stiv kvist der gik langt ind i foten og stak hul paa en stor aare. Blodet rent fossede ut av saaret, og hesten vilde ha været redningsløst for­tapt, om ikke en hadde sprunget til Ivar Saga og bedt ham om hjælp. Allerede da man kunde anta, at budet var naaet frem til Ivar, stansede blødningen med et. Han behøvede ikke engang komme bort til hesten.25) Ogsaa paa en ko fra Gaaserud i Lier skal Ivar ha stemt blodet. Skadeild formaaede Ivar døive, hvad der ialfald en gang kom til nytte for hans nabo. Hos denne var ilden kommet løs i vaaningshuset og hadde allerede faat saadan makt, at luen slog over taket. Ivar sat hjemme i sin egen stue, da han fik bud om branden. Han reiste sig og spaserte langsomt over gulvet og eftersom han gik, døde ilden og sluknede aldeles. Martin Justad skjøt en gang paa ham. Han tok imidlertid haggelladningen i forskindet. Under tømmerhugsten en høst trængte nogen ekværinger ind paa Ivar Sagas hugstestykke og gav sig til at hugge de peneste trær der. De fik dog liten glæde av sit arbeide. Ikke et eneste av de mange trær, som de fældte, lykkedes det dem at faa ned i mar­ken, og videre bearbeidet. De blev alle hængende oppe i de omkringstaaende trætoppe og var ikke til at rokke. Skogsformand Kristoffer Braatan som kom tilstede, bemerket tørt: „Naa, har i gjort eder uvenner med Ivar. Da vil jeg tilraade eder at gjøre eder tilvens med ham“. Ekværingerne fulgte raadet, og tilbød Ivar det utførte arbeide uten vederlag. Et øieblik efter faldt samtlige huggede trær ned. En gang laa der mange tøm­merhuggere paa Heggenvolden. Saa var det en kveld, som en del av dem skulde slipe øksene sine. Ivar skulde ogsaa slipe, men kunde ikke komme til for de andre. Ivar saa stygt paa dem, saa sa han: „Slip dere karer, jeg faar nok slipet“, og gik ind i bua. Den følgende dag hug alle paa det første træ isund de økser, som de hadde slipt kvelden før. En gang gik Ivar og en til med ham like paa et tændt mineskud. De fik ikke se det, før i det øieblik, da skuddet skulde gaa av. Ivar kastede hatten sin over lunten og skuddet gik ikke av. Ivar er saaledes rent en sagnfigur i Finnemarka. Det gaar mange stubber efter ham, som viser at man ikke burde lægge sig ut med ham.26) En anden som ogsaa kunde litt mere end sit Fadervor, var Tore Svenseløkka eller Dunderdalen. Han kunde helbrede ormestik og kunde faa dyrene til at følge sig. Han skal ha levet i 1860-aarene. Det er utvilsomt, at det hos bønderne ikke har været liten rædsel for finnene, der endog mentes at kunde „stemme bjørn paa buskapen“.27)
Det skulde ha været interessant at ha fulgt Finnemarksplassenes historie nedigjennem det 17de og 18de aarhundrede, men panteregisterne er brændt op. Der findes ikke i statsar­kivet andre panteregistre for Eiker, Modum og Sigdal soren­skriveri end for aarene 1742—1752 og 1770—1800. Sognepre­stene i Heggen har formentlig solgt væk plassene fra præstebolet.28) En hr. Herman, formentlig sogneprest Herman Povelsen, lader allerede i 1665 Gjøsliplassen særskilt skyldsætte. Utvik­lingen har vel været her som paa Krokskogen i Ringerike29) at finneplassene er blit — opkjøpt av personer, der spekulerte i skogværdiens stigning30) og de selveiende finner er blit pladsbrukere, er blit forarmede og tilsidst har flyttet sin vei. De nu­værende pladsbrukere er nye folk og som nævnt — ialfald kun fjernt beslektet med finnene. Foruten Ivar Saga nævnes som de sidste finner en mand ved navn Justav, der boede i nærheten av Heggenvolden i en trang dal, der efter ham kaldes Justavesdalen, i en stenhytte, hvorav der endnu skal findes rester og Knut paa Sandungen. H. J. Hofgaard d. æ. samlede saa hele Finnemarka paa sin haand og efter Hofgaardsfamiliens salg av skogkomplexet er Finnemarka kommet i A.S Børresens eie.

Efterhaanden er plassene nedlagte og husene raatnet ned eller kjørte væk. Nu er det kun 5 beboede plasser ved Glitre.

En av mine hjemmelsmænd sender mig følgende hjertesuk: „Sta­ten gir penger til at kolonisere elendige avsidesliggende fjelddaler, mens vakre bondebygder i byenes umiddelbare nærhet avfolkes og utlægges til skog. Dette er galt og burde rettes paa“. Det ser imidlertid ut til, at landsens folk ikke vil bo paa skauen længer. Og dog, hvilken sund, nøisom og tilfreds slekt har ikke vokset op i Finnemarka! Jeg vil nævne én, som alle lidt ældre fotgjængere i Finnemarka kjender, Johan Nokken. Da han flyttet fra plassen Storemyr i Bragernesaasen, bar han paa sin ryg høi den 1,5 mils vei til sin nye plads, Nokkebraaten. Senere bodde han i Saga. Han var altid i godt humør og til­freds med tilværelsen, selv om han manglet det nødvendigste. Under tobaksnøden i krigens tid, røkte han og hans kone kaffe. Da han fik 5 ruller tobak i foræring for at bruke istedetfor kaffe, begyndte han at graate og kunde ikke skjønne, hvad han hadde gjort Vorherre, som var saa snil mot ham. I sit 80de aar hentet han paa sin ryg alle husholdningsvarer fra bygden og hans kjøbmand gir ham det lovord, at han altid betalte, hvad han skyldte og heller sultet for at kunde gjøre det.

 

1) Johan Vibe kalder i sin beskrivelse av Buskerud amt s. 234 stræk- ningen mellem Tyrifjorden, Drammenselven og Lierdalen for „Østaasen“ eller „Østmarken“. Jeg har foretrukket at kalde den for Drammens Nordmark.

2) Rutene til Finnemarka er nævnt av ingeniør Jensen i hans artik­kel : Fotturer i Drammens omegn. Aarboken for 1922 s. 41 og 42.

3)Se svenska Turistforeningens Resehandböcker: Värmland og Dal s. 33 ff. og den s. 49 eiterte svenske litteratur om finnene.

4) Læs professor Helland, Beskrivelse over Hedemarkens amt I. s. 705 ff. Presten Stockfleth, Bidrag til kundskap om kvænerne. (1848). Eilert Sundt: Beretning om fante eller landstrykerfolket i Norge, 10. kap. Skovfinner og tiggerlapper s. 191 ff. og den der’eiterte ældre norske litteratur om finnene. Dr. iuris Kristian Østberg har skrevet i Buskerud Blad i 1905 en artikkel: Modum Finnemark, samt i 1906 en artikkel om finner i Lier, Hole, Norderhov, Sigdal og Eiker.

5) Se Bærums bygdehistorie s. 46. Norderhovs bygdehistorie s. 286 ff. og Hole bygdehistorie s. 383 om Finnene paa Krogskogen og i Bærum.

6)Pladsen Finnerud paa Hoffartskogen mellem Sigdal og Snarum er ryddet av en finne ved navn Hendrich. Professor Ryghs forklaring av navnet i Norske gaardsnavne: Buskerud amt s. 182 er uhistorisk. Se det optagne mandtal i 1686 om finner i Sigdals prestegjæld.

7)Hvorvidt denne finnenes utbredelse skulde skyldes, at de blev jaget fra steil til sted, saaledes som hævdet av professor Yngvar Nielsen i Norges historie s. 170, er tvilsomt, da finneforfølgningen først egentlig begyndte omkring 1650.

  • Æ. Pentoppidan: Det første forsøk paa Norges historie (1752).

8) Skal vel være Tranemyrene.

9) Vi har navne ved Glitre som Saglandet, Hunviken og Bordviken. Den skaarne last blev formentlig kjørt ned til Solbergelven. Denne sag maa ha været en vandsag, der kom i bruk her i landet i 1530. Den kan ikke — som antat av en av mine hjemmelsmænd — ha “Staat ved bredden av Jøssjøen, hvor merker efter sagavfald endnu findes. Den maatte nemlig isaafald ha været en haandsag. Haandsage for masseproduktion kom først i bruk i slutten av det 18de aarhundrede, cfr. 0. Olafsens artikkel: „Naar er vandsagen og haandsagen kommet i bruk 1 vort land” i Historisk Tidskrift V r., V br. III h s. 169, Det merkeligeer saaledes, at haandsagen er yngre end vandsagen. Først i slutten av det 18de aarhundrede lærte man nemlig at fremstille et staalblad av den beskaf­fenhet, som et sagblad i en haandsag for masseproduktion maatte ha.

10) Den ovennævnte forordning i 1648 blev gjentat ved fororden av 1673. Skogordonancen av 12/5 1683 § 7 bestemmer: Eftersom og braatehugst og Skovs-ild af Skovbrændere foraarsager i Norge stor skade, ihvorvel det ved love og mange forordninger er forbudet, da dersom Nogen befindes sligt at have begaaet, maa enhver ham angripe, og hvis han er en Skovfinne, som boer paa Skovene eller en løsgjænger, bør han straffes paa livet. Prestene og bondelensmændene paalagdes at paase dette, under strenge straffe. Efter Reser av 7/2 1685 til amtmændene, maa skovfinnene, tryglere og jøder ei findes. I Sverige forfulgtes ogsaa finnene. Braatebrænding forbødes og den finne der brændte braate, erklærtes „fogelfri”. Et kongelig brev av 1664 bestemte, at finnene skulde med „eld og sverd bortdrives“. Den bonde, som lot dem bygge og bo i sin skog skulde første gang betale bøter og anden gang hænges.

11) Omkring 1700 var det klapjagt paa om vankende finner bl. a, steder i Bærum og Ringerike. Flere finner hadde nemlig slaat sig sam­men med taterne, der i det 16de aarhundrede var kommet til Norge.

12) Professor Yngvar Nielsen paastaar riktignok i Norges historie B. IV. 2 s. 170 at det lykkedes at utrydde den finske indvandrerskare i egnene vestenfor Glommen. I samme historie B. VI. s. 322 erklærer professor Johnsen, at de finner, som i det 16de aarhundrede over Varmland var flyttet ind i Det søndenfjfeldske, søkte man forgjæves at fordrive. Denne opfatning er den riktige — ogsaa forsaavidt angaar egnene vesten­for Glommen.

13) Efter presten Stockfleth var det i 1880 aarene 55 beboere paa Finnemarka.

14) Efter Ryghs gaardsnavne: Buskeruds amt s. 222 kommer Svarvestolen av svarvestol, dreierbænk. Naar Rygh mener, at det er gaardens beliggenhet under en aas, som har git den navnet, er han visselig paa feilspor. Jøsslien (skrives ogsaa Gjøslien) har sit navn efter Jøssjøen gjøssa — mudder. Borkebu er enten en bod hvori bark opbevartes, eller en bod opført af bark. Da finnene levet meget av barkebrød, er vel den første forklaring sandsynlig. (Finnenes Koter -(koia) var nemlig opført av tynde stokker, stillede i kreds). Bottolfs er selvfølgelig av mandsnavnet Bottolf, der ikke er et gammelt finsk navn. Glitre er det glitrende vand, et vakkert og betegnende navn. Lelangen forklarer ikke Rygh. Det er et almindelig sjønavn i Sverige. Det skrives ogsaa Lilangen. Nokkebraaten kan skrive sig fra, at en mand ved navn Nokken har boet der. Støa har selvfølgelig sit navn av, at det har været baatstø der. Gørbu har sit navn efter gor, søle, dynd.

15) Utenfor Finnemarka har det efter mandtallet i 1686 i Lier boet en finne paa en plads under Toverud, en finne paa Svarteberg oppe ved Hørte hvilken sidste gaard eiedes ay baron Constantin von Marsellis  (om denne se Tord Pedersen 2den del s. 24 ff.) — og senere av Johan von Cappelen.

16) Se Troels — Lund s. 158 og Helland s. 721, hvori røkstuer og badstuer nærmere beskrives.

17) Om braatebrænding læs Pontoppidan 1. c. og Svenska T. F. aarsskrift for 1902: Svedjebruket paa Finnskogen og samme tidsskrift for 1901: Høslaatter og Løvskård paa Finnskogen. Denslags braatebræn­ding antas indført til Norge av finnene. Se professor Johnsen: Norges bønder s. 284. Braatebrændingen er realistisk skildret i et maleri av den finske maler Järnefelt. Selve storskogen blev brændt til braate.

18) Grasaasen ved Glitre og Finnebrenna i Sønstebymarka bærer vel ikke sit navn uten grund.

19) Lelangfinnen skulde efter sagnet ha været en slik god skytte. Det var ein gang Lelangfinnen hadde mistet varmen sin og skulde til Glitrefinnen og faa varmen. Da han kom frem til kojen, fik han se at Glitrefinnen laa paa ryggen i solgløtte og røkte paa en kort pipe. Lelangfinnen stod paa lang avstand og skjøt stubbepipen ut av munden paa ham. Glittrefinnen sprang op og gjorde et kast og skrek:’ „Jeg kjender dig nok, dit bæst, dette var den eneste pipe jeg hadde“.

20) Se Tord Pedersen: Avhandlinger og skildringer 2. del, s. 201, noten. Et konqeliq rescript av 2den november 1705 paalægger vicestadtholderen at lade finnen Henrik Lilangen straffe med fængsel paa vand og brød „uten rettens videre paatale” (altsaa uten lovmaal og dom). Henrik var nemlig en søndag i september samme aar blevet indbrakt i soldat Samuel Andersens hus paa Bragernes, „formidelst hand war drucken”. Her hadde hadde han „først begyndt“ at Tale og reigne Finsch, ligesom han ey war wel foruaret“. Efterat en korporal ved kaptein Kaaes kompani var kommet ind, hadde han givet sig til at snakke me­get haanlig om presten, magister Angels prædiken. „Da soldat Samuel Andersen det lastet, og dertil brukte kongens navn skal Finden, hafue suaret, han gaf Mag. Angel og Kongen Døden och Djefuelen, og hand war en skielm og tog Korporalen i haaret. Derpaa slog Corporalen Finden i Gulfuet och videre slog han hannem med en øksepidsch, og som da Soldaten og hans hustru schilte dem ad, hafuer Soldaten ført Finden paa et loft at forvare hannem til Corporalen fick hendtet Vakt­mesteren at tage hanném i arrest. Imidlertid brød Finden op igjennem taget og løp sin Wey hjem, som er 1,5 Miil herfra op i Aasen”., Alle­rede den paafølgende mandag blev imidlertid Henrik paagrepet og sat fast. Paa grund af Sagens Beskaffenhet og Vigtighet (!) fandt man, at den ikke burde „public examineres”» Det hele indberettedes under 10 september til Vicestadtholderen, som utvirkede det forannævnte konge­lige rescript. Den utførlige gjengivelse av denne sak skyldes dr. iuris. Østberg. Finneyeien til Drammen gik formentlig over Lelangen, Gamlevolden ved Garsjø, Skimtheia, ned uren like bak Myresætra og midtimellem de nedlagte Myre og Landfaldsætre videre ned til Øren.

21) Det var først, da Lelangfinnen var drukken at han begyndte at tale og regne paa finsk.

22) Vi har Svenskehaugene i Finnemarka, muligens opkaldt efter en fra Sverige indvandret finne. Krogskogplassene Hiran, Finnerud og Mattisplads viser ved sine navne, at de er finnepladse.

23) Nede ved Finneveien til Modum ligger efter sagnet en av finnenes gamle „guder“ en stor sten. De stakkars rædde konfirmanter fra Finnemarka skal ha ydet sit offer paa „uttaksdagen“ før de fremstillede sig til overhøring hos presten paa Heggen. En lignende offersten skal ligge ved Lierveien.

24) Mange oplysninger om Finnemarka har jeg fra to tidligere lærere paa Finnemarka, Jacob Andr. Samuelsen og S. Wasend.

25) Hellang fortæller om en dalevende kvæn i Solør, som kunde „stemme blod“. Han benyttede sig av formularer og formularen var forskjellig for mennesker og for f. ex. heste. Gjaldt det folk, pleiede han at stikke tollekniven mellem tændene og mumle paa kvænsk: „Nu skal du staa som stænger i mark og som stubber i brændte braater”. Derimot het det om en hest: „Smaadjævle skal hente kjedel, som blodet skal koges i, det skal staa som en væg, trives som en skigard, sidde stille som en puke“ (o: fanden).

26) Flere av disse sagn er efter dr. Østbergs utførlige gjengivelse. Denne har muligens hørt dem av Ivar selv. Jeg har dem kun fra per­soner, til hvem han har fortalt dem.

27) Den sidste bjørn i Finnemarken skal være skudt i Korpaasen av Kristian Støa i 1850 årene. Gråbein skal ha været set paa Trane- myrene i 1850 av Karl Nordbråten, husmand under Sjåstad.

28) En levning av Heggen prestegårds eiendomsherligheter i Finne­marka har man vel i den nylig av domstolen anerkjendte sæterret på Heggenvolden for prestegården.

29) Krogskogplassene blev erhvervet av familien Leuch i Kristiania.

30) Den bekjendte doktor H. A. Thaulow sees at ha eiet en av Glitre- plassene. Illustrerende for hvor litet værd skogen var for 50^a ‘,60 år siden er følgende exempel: Eieren av Øvre Bottolfs gav Pål Kaldager fra Modum skogstrekningen mellem (Bottolfs og Svarvestolen — Gurikjendslien kaldet — ca. 400 mål væksterlig granskog til odel og eie, for at Pål skulde tømre op et stabur på Bottolfs. Staburet står endnu, men brukes nu som vedskjul.