Litt botanik fra Drammens omegn.

Av dr. phil. Rolf Nordhagen

  1. Gamle haveanlæg.

 

 

Allerede i 1770-aarene roses Drammens omegn for sine „springende kilder, smukke Frugthauger, af Malerier, skin­nende Bygninger og Lystgaarde, hvorfra Veie og Alléer gaar til de hist og her omliggende Skove“ (H. Strøm: Beskrivelse af Eger, 1784). Og den dag i dag finder vi her en av landets mest kjendte og bedst bevarte haver fra de gode, gamle dager, nemlig Gulskogen. Endnu ligger det der bak lindetrærne det gamle sirlige empirehus, omgit av hemmelighetsfulde lønganger og labyrinter. Gammeldagse roser slynger sig opover væggene og vore tipoldemødres yndlingsblomster staar fremdeles frodige og farveglade i rabattene. Der er stemning og noblesse over denne gamle have; en duft av romantik strømmer en imøte fra hver en krok og man gaar rent og glemmer at man lever i en hæseblæsende tid, hvor den tilbaketrukne stilfærdighet ikke er paa moten.
Gulskogen fik sin nuværende skikkelse omkring aaret 1800. Den daværende eier Peter Nicolai Arbo, som netop hadde overtat en større trælastforretning i Drammen efter sin far, opførte hovedbygningen og anla den pragtfulde have. Han hadde sterke danske forbindelser og bosatte sig senere i Danmark. Den 4. juni 1804 blev det nye Gulskogen indviet med en større fest1). Paa den tid florerte herregaardslivet i Norge.
Anker paa Bogstad og Colletts til Ullevold og Flatebi førte tonen an, og festlighetene paa Gulskogen har nok, artet sig efter tidens sleik, selv om formene kanske var noget enklere end i Kristiania omegn. Arbo’s frue var født Collett, datter av gods­eier Peter Collett til Buskerud gods, og paa mødrenes side var hun i slegt med familen Anker. Hendes, bror høiesteretsassessor Peter Collett til Buskerud var i høi grad paavirket av tidens romantiske smak og anla lysthaver efter fætteren John Colletts eksempel (Ullevold i Vestre Aker). Paa Buskerud hadde han saaledes en „Philosophernes grotte“ med mindestener for Aristoteles og andre store aander helt ned til Rousseau, som jo hadde en stor andel i tidens natursværmeriske tendenser, videre en “Historikernes gang“ tilegnet saa forskjelligartede elementer som Herodot og Snorre Sturlasøn m. fl., en „De elskendes Revere“, „Naturforskernes Revere“ o. s. v.
Om Gulskogen oprindelig ogsaa har været utstyret med lig­nende seværdigheter, vet jeg ikke. Nu for tiden fins der bare et par smaa springvand.
I sit store, interessante verk „Norske haver i gammel tid” har Schnitler git en begeistret skildring av denne have og forsøkt at stille den i det rette kulturhistoriske miljø. Han sier bl.a.: „Der er i den lekende lethet og hensigtsløshet, hvormed sirformer er spredt omkring, noget som bringer i tanke at en eller anden fornem dillettant tør ha utkastet planen“. Vi skal her ikke gaa ind paa den kunsthistoriske side av saken, men bare kikke litt indenfor havegjærdet for at se hvad alléerne og løngangene gjemmer.
Nederst ved elven løper en lang, vidunderlig lindeallé, en løvgang med stramme rækker av velvoksne, slanke lindetrær, som dæmper lyset og skaper hemmelighetsfulde stemninger midt paa dagen. Eller la os ta en tur i nøttetunellen, hvis mørke danner en voldsom kontrast til den lille lysaapne fontænepladsen i havens midtakse, og derfra gaar vi tilvenstre borttil terrassen med lindelabyrinten, hvortil en række græstrapper, med tætt, tætt grønsvær fører op. Da jeg satte foten paa disse trappene, maatte jeg uvilkaarlig tænke paa historien om den rike amerikaneren, som engang besøkte et engelsk slot og som spurte gartneren hvad de gjorde for at faa slike jevne, tætte græsplæner:           “Aa, det er en let sak“, svarte gartneren, ,,vi bare klipper dem en 150 aars tid“.

Av prydtrær og sirbusker fins en mængde: en kjæmpestor bøk, tvillingbjerker, sørgeasker, guldregn, sibirisk ertetræ, sterkt duftende uegte jasmin (Philadelphus Coronarius), kaprifolium (Lonicera Caprifolium), buksbom, en mængde forskjellige roser, f. eks. den enkle, mørke Rosa rugosa fra Østasien med grener, som er aldeles lodne av smale, spidse torner, den sirlige pimpernille-rose (Rosa pimpinellifolia), den gule Rosa lutea og mange flere. Foruten vildvin og slyngroser ser man langs husvæggen den store, mørkefiolette Clematis Jacqmannii og den lille, mere uanselige C. Viticella. Antageligvis beror det paa tradition fra gamle dager at der rundt den lille, intime gaardsplads sættes ut fikentrær i baljer, som staar i hus om vinteren. Vi vet, at der engang var drivhus for sydfrukter („orangerie“) ogsaa paa Gulskogen, saaledes som paa Ullevold, Bogstad og andre herregaarder i deres glanstid i slutten av det 18de og begyndelsen av det 19de aarhundrede. Av stauder og løkvekster fins en imponerende samling: Dorothea-lilje (Leucojum æstivum), ild­liljer (Lilium umbellatum) med svære blomsterfakler: kranslilje (Lilium Martagon) med hængende blomster med tilbakerullede kronblader, gule og gulbrune Hemerocallis-arter (H-flava og H-fulva), pragtfulde sverdliljer eller Iris i mange farver, akeleier, pæoner, lupiner, knaldende blaa riddersporer, fiolet dagfiol (Hesperis matronalis), koselige bustnelliker (Dianthus barbatus), flammende orientalske valmuer (Papaver orientale), som svarer aldeles til Collett-Vogfs digt: „Valmue rød, rød som blod, sort som død…”, og en mængde andre. Her er nok til enhver aarstid, fra vaartidens første spæde løkvekster til høstens farvesterke Phlox og Rudbeckia. „De hulde timerne glider paa Floras blomsterur”, som en svensk digter engang har sagt. Rester efter et gammelt, fornemt haveanlæg har vi ogsaa paa Strøm (Smithe-Strøm) ved Drammen, nemlig tre høie, græsklædte terasser og en række andre arkitektoniske linjer, som nu er mere eller mindre utvisket. Her blev Christen Smith født, senere professor i botanik ved det nyoprettede universitet i Kristiania (1814) og en av de interessanteste skikkelser i norsk botaniks historie. Han døde bare 31 aar gammel, som deltager i en engelsk ekspedition til Kongofloden i 1816.
Ogsaa paa gaarden Austad er der spor efter tre opmurete terasser foran verandaen, den ene med utsigtspavillon i hjørnet. Skraat ind fra siden fører en pragtfuld lindeallé, antageligvis en oprindelig buegang, som fremdeles er godt bevaret. I haven staar ogsaa en kjæmpepoppel og en svær Weymoths furu (Pinus Strobus) samt en monumental alme-gruppe. Her som forøvrig overalt i Drammens nærhet har man anledning til at iagtta tyskaalens (Aegopoctium Podagraria) intense ekspansionslyst; den brer sig i anmassende frodighet overalt hvor der er fet, god jord, indtil den har kvalt alle medbeilere.

2. Gamle trær.

En av de vakreste trægrupper i Drammens omegn er ,,de 7 brødre“ ved Austad, en monumental lindegruppe, som rigtignok staar litt vanskelig placeret i terrænget med forstyrrende plantninger omkring, men som allikevel eier en sjelden pragt. Forhaabentlig vil jernbanen avstaa fra sine lumske angrep og la „brødrene“ være i fred for fremtiden.
I Skoger bygd fins en imponerende ask paa gaarden Flaatan. Den maalte i juni 1921 4,2 m. rundt stammen i 1,25 m. høide over marken. Høiden er 15—20 m. Oppe i grenvinklene vokser flere flogrogner og planter av hundegræs (Dactylis glomerata). Hvor gammel denne „Ygdrasil” kan være, tør jeg ikke si med bestemthet, muligens 3 à 400 aar.
I Skoger finder man ganske meget av et interessant træslag hvortil der knytter sig mange merkelige traditioner, nemlig barlind (Taxus baccata). Den vokser paa Konnerudkollen, Skjeldrumaasen og Risdalshøgda, i Austadmarken, langs Knivaasen flere andre steder. Det merkelige ved barlinden er at det paa en maate er noget visst forhistorisk ved hele træet. Eengang i tiden var den mere utbredt i Norge end nu. Dens tilbakegang skyldes muligens tildels klimatiske ændringer i aartuseners løp, men sikkert har mennesket en broderpart av skylden paa sin samvittighet. Barlindens ved er haard og seig og var allerede i forhistorisk tid meget eftertragtet til forskjellige redskaper. Paa oldnorsk kaldtes den yr og blev særlig benyttet til buer. Navnet yr blev av denne grund benyttet av skaldene som poetisk betegnelse eller omskrivning («kjenning») for bue. Om guden Ull, som var en stor bueskytter, fortæller mythologien at han bodde i „Ydarlir“ og ordet „yrbogi“ (bue av barlind) fore­kommer i den ældre Edda (Gudrunarkvida 2, 3). Men vi kan efterspore dette træslags anvendelse endda længer bakover i tiden. I de historiske museer i Kjøbenhavn og Kristiania opbevares en mængde træsaker fra forhistorisk tid. En tysk botaniker Conwentz undersøkte 26 forskjellige gjenstander i Kjøbenhavns Nationalmuseum, og det viste sig ved mikroskopisk undersøkelse at allesammnn var laget av barlindved. I Kristi­ania valgte han ut 23 og av disse bestod 18 av barlind. Gjen­standene skrev sig fra forskjellige tidsrum, helt fra det 8de og 7de aarh. før Kristus til det 9de aarh. efter Kristus, altsaa tilsammenlagt et tidsrum paa ca. 1600 aar. Indtil for nogen faa aar siden blev store buer av barlindved anvendt paa Vestlandet til en slags primitiv jagt paa hval, som undertiden kjører sig fast i grunde sund og bugter i fjorddistriktene derborte. Pilene blev sittende en stund i saarene og fremkaldte verkebylder og blodforgiftning, som blev anvendt til at “forgifte“ nye piler med. Denne merkelige fangstmethode synes at være en levning fra gamle tider.
I nyere tid er barlinden især eftertragtet til kranser og dekorationer (til 17. Mai og andre festdager), og blir i den an­ledning utsat for en forfærdelig behandling. I enkelte distrikter er den næsten helt utryddet. — Ogsaa i Norges nyere historie har barlinden spillet en viss rolle. Da Riksforsamlingen i 1814 skulde træ sammen paa Eidsvold, var det eneste store lokale i bygden, som kunde rumme en saa stor forsamling, endda ikke helt færdig. For at skjule de uhøvlete bord i væggene og gjøre salen saa festlig som mulig i en haandevending, blev væggene smykket med barlindgrener og kranser fra gulv til tak. Eidsvold ligger nær barlindens nuværende nordgrænse paa Østlandet (Hurdalen). Den taaler ikke sterk vinterkulde og foretrækker i det hele tat kystklimaet. Paa Vestlandet gaar den fil Søndmør.
Barlinden vokser langsomt og selv mindre trær kan ofte være gamle. Frøene er omgit av en rød, saakaldt „frøkappe», som spises i enkelte distrikter. Ellers er hele planten meget giftig, særlig er naalene farlige for hester (de indeholder giftstoffet taxin). Frøene ligger 1,5 aar i jorden før de spirer, enkelte til og med 2,5 aar. Det vilde være stor synd om dette merkelige og kulturhistorisk overmaade interessantetræslag skulde utryddes i Skoger ved uvorren behandling av pengegriske folk.
Barlind plantes ofte i haver og taaler utmerket godt at klippes; derfor har den altid spillet en fremtrædende rolle i den mere geometriske havekunst.

3. Bregner og andre interessante planter.

Vor stolteste bregne er strudsevingen (Struthioptevis germanica). Den trives bedst i fugtige krat langs bækker og optrær i Dram­mens omegn, særlig i Skoger, i store masser. I juni maaned folder den ut sine store blader, som først er bispestavformig indrullet i spidsen. Den ser da meget kuriøs ut, og de stivt oprette blader med den ombøiete spids minder noget om brilleslanger i holdningen, de likesom hæver sig mystisk og for­underlig i veiret. Strudsvingen er merkelig derved at den har to slags blader, sterile og sporebærende. De sidste er klumpete og tykke og kortere end de store, golde «Strudsfjærene» og producerer i mængdevis med sporer paa undersiden.
En meget karakteristisk bregne i aasene syd for Drammen, særlig paa kalkbund, er den glinsende, mørkegrønne og stive taggbregne (Aspidium Lonchitis). Den er meget dekorativ og let at dyrke i haver. De smaa burkne-arter, sortburkne (Asplenium Trichomanes) og grøn burkne (A. viride) er finere og mere yndefulde end de grovere arter. Den grønne burkne holder sig bare til kalk og kalkholdige skifre og er sjeldnere end den andre.
Av kuriositeter fins der ikke saa ganske faa i Drammens omegn. Særlig gjælder dette lokaliteter, hvor berggrunden er sterkt kalkholdig (Konnerud, Risdalshøiden o. s. v.). Her er planteveksten meget artsrik og avvekslende, mens den f. eks. paa granit og syenit ofte er jammerlig ensformig.
En mystikk fremtoning i planteriket er skjælroten (Lathræa squamaria), en lyserød eller blekt kjødfarvet snylteplante, som suger sig fast paa røttene av løvtrær (or og hassel), og som utelukkende lever av næringssafter i vertsplanten. Den mangler totalt bladgrønt, kan altsaa ikke fabrikere kulhydrater av luftens kulsyre ved sollysets hjælp, saaledes som normale grønne planter. Blomsterstandene er meget rike, ensidige og svakt vellugtende, men hele planten har noget visst sykelig over sig, som alle parasiter, og er ikke egentlig indtagende. Den er noksaa almindelig omkring Kristianiafjordens bund. I Skoger fins den i ore- og hasselkrat fleresteds, men er ikke almindelig.
Av andre planter skal jeg her bare omtale en liten ranunkel, som har adskillig kulturhistorisk interesse, nemlig tigger-ranunkel eller „blæretrækkende soleie“ (Ranunculus sceleratus). Den er noksaa uanselig, med mindre og blekere gule blomster end smørblomst, og vokser i mindre dammer eller langs grøfter paa leret bund (f. eks. ved Stormoen teglverk). Den er meget giftig og indeholder en række skarpe stoffer, som har en eiendommelig virkning paa menneskets hud; de frembringer nemlig blæmmer og utslet av et frastøtende utseende (derav navnet „blæretrækkende soleie“). I sydlige land, særlig i Middelhavslandene, har folk længe kjendt til dette fænomen og planten har her været benyttet av tiggere, for at paakalde folks medlidenhet, derav navnet „tigger-ranunkel“. Den kjendte svenske digter Karlfeldt, som kjender planterikets hemmeligheter likesaa godt som menneskelivets, har meget virkningsfuldt anvendt dette i et digt „Den flygtende Kong” som skildrer en fredløs konges forsøk paa at gjøre sig ukjendelig:

„Nyss var jag konung. Fredløs genom riket
jag flyr i dag förhungrande. I diket
jag dignar, piskad av en hagelvind.
Omkring mig frodas tiggareranunkel.
Jag trycker bladen hårdt mot hand och kind.
Då drager giftet sårnad och karbunkel,
och när jag nalkas byn, står folk vid grind:
„Tvi, se en spetälsk“, kastar till mig bröd
och rymmer vägen for kung Skam och Död“.

Tilslut nogen ord om en liten zoologisk idyl som forfatteren oplevet inde i grænsetraktene mellem Skoger og Eker i pinsen for et par aar siden. Sammen med nogen venner drog jeg indover mot Børjesætra en blank formiddag. Paa en aas i nærheten av Vassmyr, som i parentes bemerket har noget av vildmarkstemningen over sig, saa vi en gammel raatten asp, med et fint, rundt indgangshul nedtil. Mine venner sa at her var det fast tilholdssted for maar. Da jeg vel hadde fotografert stammen, braket en røi op bare et par meter fra mig. Den laa paa fem egg og hadde det svært koselig mellem blaabærris og smaa graner. Men ikke før hadde jeg faat stillet op apparatet for at forevige redet, saa flakset en katugle ut av nok en gammel asp, bare nogen faa skritt fra røiens skjulested. Aspen blev fluksens undersøkt, og ganske rigtig — 3 stygge ugle-unger stak sine hoder ut av et hul ca. 2,5 m. over jorden. Jeg klatret op i en gran ved siden av og billedet viser resultatet. Det var makeløst til dyreliv, samlet paa ett sted! Desværre var det ingen qrund til at tro at idyllen vilde fortsætte særlig længe. Røiens kyllinger vilde nok med tiden vandre systematisk over til den andre familien i træet; vi valgte derfor at skaane de nyttigste. Uleungene blev skutt og hjembragt i triumf. Ja, slikt kan man altsaa slumpe oppi en blank vaardag inde paa aasen mellem Bremsa og Grytelven. En anden gang træffer man kanske paa elg eller en flok traner. Hvem vet?

 

1) Se A. Collett: Familien Collett, Kristiania 1915, hvorfraineden- 6taaende oplysninger om siegten er hentet.